|
webhosting |
Epistel
Lidt løst og fast Fra Stubbekøbing og omegn
Udgave nr. 28 - Dato: 24. juni 2002
![]()
Det nye budget (2003)
Inden længe begynder den rituelle årlige "dans" omkring de kommunale budgetter for kommende år. Hvis man skal tage de første udmeldinger fra kommunalpolitikerne for pålydende, bliver det heller ikke denne gang nogen nem opgave at få udgifter og indtægter til at balancere. For Stubbekøbing kunne det med de signaler, der tidligere er udsendt vedrørende kommunens nuværende økonomiske situation, se ud til at blive endog særdeles vanskeligt. - Kommunernes Landsforening udsendte efter forhandlingerne med regeringen en pressemeddelelse, hvoraf det bl.a. fremgår:
"Med aftalen er der skabt mulighed for lige netop at imødegå det demografiske udgiftspres for kommunerne under ét næste år – men heller ikke mere. Aftalen vil betyde, at der vil være kommuner, som næste år må igennem alvorlige besparelser. Det har vi i forhandlingerne gjort krystalklart over for regeringen"
Det kunne derfor se ud til, at Stubbekøbing byråd skal til at se alvorligt på kommunens ressourceforbrug. Store dele af de sociale udgifter er "lovbestemte" og derfor stort set urørlige for lokalpolitikerne, så der er sådan set kun udgifterne til børn, unge og gamle, der kan gøres til genstand for "prioritering", - og måske den kommunale administration.
Så dilemmaet for byrådet kan opstilles således:
| Forringe børnepasningen | |
| Nedlægge en skole | |
| Beskære hjemmehjælpen | |
| Nedlægge plejehjemspladser | |
| Omstrukturere kommunens forvaltning |
Vigtigst er det: Der skal træffes en række upopulære beslutninger, som vil møde stor modstand fra de "brugergrupper", beslutningerne går ud over. Ikke alle byrådsmedlemmer kan "stå for pressionen", men man må håbe, at der i byrådet er et flertal af politikere, der har mod og mandshjerte til at gennemføre de nødvendige beslutninger.
http://terravir.fateback.com