|
webhosting |
Epistel
Lidt løst og fast Fra Stubbekøbing og omegn
Udgave nr. 26 - Dato: 17. juni 2002
![]()
Kommunestruktur.
Hver gang det i kommuner og amter kniber med at "leve op" til skiftende regeringers og folketings forventninger om at kunne præstere et højt serviceniveau samtidig med at samme landspolitikere skærer i de kommunale bloktilskud og forlanger at holde kommune- og amtsskatter i ro, så er der kun én løsning ; Nedlæg amterne og sammenlæg kommuner. - Det kan godt være, at tiden er inde til at se på landets kommunestruktur, men det er næppe en god idé at starte en så omfattende strukturændring på det grundlag. - Forud for den sidste strukturændring i 1970 gik et grundigt og omfattende forarbejde, hvor man fik afklaret, hvilke opgaver primærkommuner og amtskommuner skulle tage sig af. Sådan bør en ny revision af kommunestrukturen også finde sted. Folketinget afklarer opgavefordelingen, hvorefter kommunerne selv finder strukturen. Hvis de tillagte opgaver kræver større kommunale enheder, så finder man sammen lokalt om at løse opgaven, hvis, - og der er et stort HVIS, kommunalpolitikerne bærer sig sagligt og fornuftigt ad og ikke fortaber sig særinteresser og misforstået lokalpatriotisme.
Den nuværende kommunestruktur (fra 1970) skulle sikre, at en kommune kunne klare et tidssvarende social- og skolevæsen. Man havde nogle forventninger om, at når kommunestrukturen var faldet på plads, så ville man indenfor de enkelte kommuner centralisere de gamle og små sognekommuners institutioner og serviceudbud med henblik på en optimering og effektivisering af ressourcerne. Man kan vel ikke helt påstå, at en sådan centralisering fuldt ud har fundet sted i Stubbekøbing 32 år efter sidste kommunesammenlægning, og den manglende vilje eller det manglende mod til at træffe nogle upopulære beslutninger er en af årsagerne til de økonomiske vanskeligheder kommunen slås med.