Guldborgsund 10. december 2005
|
Strid om ny skoleinspektør
|
Stik imod det øvrige ansættelsesudvalgs ønske
har kommunens skole- og kulturchef valgt den tidligere borgmester
Merete Lise som ny skoleinspektør på Møllebakkeskolen. Skolens
bestyrelsesformand føler, at demokratiet er blevet sat til side.
Af Jakob Poulsen
HORREBY Vreden er brudt ud i lys lue på Møllebakkeskolen i
Horreby.
I denne uge blev der sat navn på, hvem der skal efterfølge
Anita Herdahl som skoleinspektør. Herdahl forlod posten 1.
november til fordel for en tilsvarende stilling på
Realskolen i Nykøbing F., og siden har viceskoleinspektør
Flemming Krogh vikarieret på posten.
Ny skoleinspektør bliver tidligere borgmester Merete Lise,
der i dag er lærer på Stubbekøbing skole, og det er den
afgørelse, som vækker harme på skolen.
For tilsyneladende var der enighed i ansættelsesudvalget om
at pege på en helt anden kandidat, men flere kilder
fortæller uafhængigt af hinanden til Folketidende, at
kommunens skole- og kulturchef Niels Bjerregaard egenhændigt
belsuttede, at Merete Lise skulle have jobbet. Harmen bliver
ikke mindre af, at Merete Lise er gift med Niels
Bjerregaards chef, kommunaldirektør Erik Olsen.
- I samtaleudvalget havde vi enstemmigt peget på den
nuværende viceinspektør Flemming Krogh, så vi er meget
skuffede, og vi forstår ikke, hvordan skole- og kulturchefen
kan sidde sådan en afgørelse overhørig. Jeg føler, at
demokratiet er sat til side i det spil her, siger
skolebestyrelsesformand Kim Busk Jensen.
Samtaleudvalget tæller udover Kim Busk Jensen tre andre
forældrerepræsentanter, en repræsentant for ledelsen, en
medarbejderrepræsentant og to embedsmænd fra kommunen,
hvoraf Niels Bjerregaard er den ene. Bjerregaard er også
formand for udvalget.
Merete Lise fik jobbet i onsdags, men fredag eftermiddag
havde Kim Busk Jensen stadig kun hørt om ansættelsen ad
omveje, og det undrer ham.
Efter hvad Folketidende erfarer, skal den nye inspektør
tiltræde allerede til nytår: - Jeg forstår ikke, hvorfor det
hele skulle gå så stærkt. Vi blev i øvrigt heller ikke
informeret om, at stillingen åbenbart blev slået op, så det
kun burde være skoleledere og administrativt personale i
kommunen, der kunne søge den, siger Kim Busk Jensen.
Borgmester Ole Bronné Sørensen er også involveret i sagen
men ønsker ikke at kommentere den endnu.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Niels
Bjerregaard.
|
Retur |