|
webhosting |
| Havne-veteran er dybt rystet (Folketidende 25. juni 2005) |
| STUBBEKØBING- Økonomiudvalget er ikke kun
misinformeret, det har desuden fejlfortolket de informationer, det har fået,
siger tidligere byrådsmedlem gennem 16 år og havneudvalgsformand gennem 10 i
Stubbekøbing, Åge Djup-dræt (A). Livsnerve i tusind år Som Folketidende kunne fortælle i torsdags, vil kommunen skære ned på det grønne område, som det var meningen, at der skulle etableres ved lystbådehavnen - til fordel for boligbyggeri. - Havnen har været Stubbekøbings livsnerve gennem tusinde år, man har fundet rester af et vikingeskibsværft her, siger Åge Djupdræt. - Derfor var vi, da vi for nogle år siden planlagde havnens fremtid, meget omhyggelige med at lægge de rigtige planer. Ekspert advarede Kommunen kontaktede derfor en af Danmarks førende havnearkitekter, Dan Haslev. - Han var meget tydelig på et punkt: Der må under ingen omstændigheder bygges boliger på det område, som økonomiudvalget nu vil... ja, bygge boliger på. - Det advarede han mod blandt andet fordi boliger, som bygges på havnefronter, aldrig kommer til at koste mindre end en til to millioner. - Og når folk køber en bolig til så mange penge, forventer de sig også meget, og føler ejerskab også til området omkring husene. - Derfor går det ikke mange år, før de begynder at klage over støj og andre gener fra lystbådehavnen. - Og i kraft af at de ofte er gode skattebetalere får de tit deres vilje - og så bliver havnemiljøet ødelagt. - Det er der set utallige eksempler på, blandt andet i Rungsted og Oslo - og mange andre steder. Starter modstand Åge Djupdræt har under ingen omstændigheder tænkt sig stiltiende at se til, at "hans" kære havn bliver, hvad han kalder ødelagt. Han ee dybt rystet over sin partifælle, borgmester Ole Bronné Sørensens ageren i sagen, og da Åge Djupdræt stadig er medlem af den lokale partiforenings bestyrelse, agter han at tage sagen op på bestyrelsens møde på mandag. - Der får borgmesteren det ikke sjovt, lover han. Desuden har han allerede startet en underskriftsindsamling mod planerne. - Og det skal gå i en vis fart, byrådet sammentræder jo på torsdag. Rystede Endvidere har Djupdræt også været i kontakt med repræsentanter for andre partier - repræsentanter som han siger er lige så rystede, som han er. Han giver eksempler på det, han kalder borgmesterens vrøvl: - Han foreslår jo, at der skal etableres vinteropbevaringspladser for både på Tyreholmen, der hvor genbrugspladsen er nu. Er han da slet ikke klar over, at prisen for at tage op og søsætte sin båd dermed fordobles eller tredobles grundet transportafstanden? Det var i går eftermiddags ikke muligt at fange borgmesteren hverken på hans kontor eller i hans hjem for en kommentar. Klar over politikkens væsen - Jeg er da godt klar over, at det er næsten umuligt at få lavet om på en beslutning, som et kommunalpolitisk udvalg har truffet, siger Åge Djupdræt. - Men i dette tilfælde er økonomiudvalget som sagt misinformeret, og så må vi prøve. At han får støtte nede på havnen er indlysende. En bådejer kommer forbi, mens Folketidende interviewer veteranpolitikeren. - Det er godt, Åge, siger manden, som tydeligvis ikke er i tvivl om, hvad det drejer sig om. Og så en anden: - Det her bliver altså til ballade! - Ja men, de gør jo hvad der passer dem, konstaterer Åge Djupdræt. - Så må vi andre også gøre det... |