Stubbekøbing 31.
december 2004
Folketidende den 31. december 2004
|
Bronné vil have den største
stol
|
| Kommunalreformen har overskygget alle
andre politiske begivenheder i år, mener borgmester Ole Bronné
Sørensen (A). Det forventer han også, at den vil gøre næste år. |
|
Af Jørn Just Kristensen
STUBBEKØBING - Når det nye storkommunale byråd tager plads i Nykøbing
F., håber Ole Bronné Sørensen (A), at han sidder på den fornemmeste
stol og agerer ordstyrer.
- Hvis der er nogen regel i politik, så er det, at man aldrig må sætte
sig på sidelinjen og se til. Man skal søge udvikling og indflydelse.
Det vil jeg også gøre i storkommunen, siger Ole Bronné Sørensen.
Den største indflydelse tilfalder naturligvis borgmesteren, derfor er
Ole Bronné Sørensen heller ikke det mindste i tvivl om sit mål.
- Min personlige ambition er at blive borgmester. Jeg føler, at jeg
har en god alder til det. Jeg har noget politisk erfaring, noget
organisatorisk kendskab og nogle visioner og ideer. Og så har jeg
selvfølgelig viljen, siger han og slår fast, at kommunesammenlægningen
bliver spændende ligegyldig, hvilken post han får.
Kommunalreformen har været årets vigtigste begivenhed, når man spørger
Ole Bronné Sørensen.
Den har nemlig præget hans arbejde hele året og givet anledning til en
lang stribe overvejelser om fremtiden.
- Det er en stor beslutning at nedlægge en hel kommune. Der er mange
tanker, som følger med. Og hver gang, der kommer nye meldinger,
spekulerer man igen, beskriver han.
Og alt er langt fra på plads endnu. Derfor vil 2004 - for Ole Bronné
Sørensen - fremstå som året, hvor grundstenene til sammenlægningen
blev lagt, mens 2005 kan blive året, hvor det meste falder på plads,
inden strukturskiftet for alvor træder i kraft.
Ole Bronné Sørensen tror grundlæggende, at kommunalreformen kan bruges
til at udvikle Falster og Østlolland i en positiv retning.
Men han understreger, at der skal arbejdes hårdt for sagen, og at
flere forskellige beslutninger stadig mangler at falde på plads.
Robin Hood skal slibe pilen
- Vi ved endnu ikke, hvordan den nye udligningsreform kommer til at se
ud. Den er meget vigtig. Hvis vi skal skabe udvikling, skal vi også
have penge at gøre det for, siger han, og uddyber:
- Det kan i ny og næ være urimelig hårdt arbejde at være en vanskeligt
stillet kommune. Derfor bliver man nødt til at støtte os, og det kan
kun de rige kommuner gøre. Der er jo en grund til, at Robin Hood tog
fra de rige. Man kan jo ikke tage noget, der hvor der intet er.
Ole Bronné Sørensen tror nemlig ikke på, at Lolland-Falster automatisk
får fremgang efter kommunalreformen.
- Guldborgsund Kommune bliver en stor kommune med en masse politiske
muskler. Men man skal huske, at kommunerne oppe på Sjælland også
bliver stærkere.
- Det betyder, at selv om vi bliver en mere attraktiv kommune for
virksomheder at lægge sig i, så gælder det samme for de andre,
ræsonnerer han.
Alligevel tror han på udvikling i den nye kommune, for Falster og
Østlolland har også visse plusser, som endnu ikke bliver udnyttet
fuldt ud.
- Vi skal satse mere på turisme. Det er en branche i vækst, fordi folk
rejser stadig mere. Og her har vi meget at tilbyde. Marielyst har
meget til de unge, mens Stubbekøbing appellerer til dem, som vil have
fred og ro, se museer og gå i skoven, forklarer han.
Han tror også, at storkommunen har muligheder for at tiltrække
industrivirksomheder - ikke mindst hvis/når Femern-broen bliver en
realitet. Men han tror ikke, at de virksomheder vil komme til
Stubbekøbing.
- Virksomhederne vil sikkert lægge sig ved motorvejen eller jernbanen,
så det bliver Nørre Alslev, Sakskøbing og Nykøbing F., som vinder mest
der. Men det handler om at se kommunerne som forbundne kar. Når det
regner på præsten, drypper det på degnen.
- Hvis Nørre Alslev tiltrækker en virksomhed, kan det jo resultere i
øget bosætning her, forklarer han.
Samtidig slår den 48-årige borgmester dog fast, at Femern-broen - som
helst skulle tiltrække virksomheder - også kan give bagslag, hvis ikke
politikerne hele tiden er opmærksomme på farerne.
- Hvis vi ikke passer på, betyder den bare, at der bliver meget
kortere mellem København og andre metropoler.
- Og det skulle jo nødig ende med, at den tyske far og mor siger til
lille Hansi, der skal tisse, at han lige så godt kan holde sig til, de
når til Taastrup, siger han.
Godt område for pendlere
Men Ole Bronné Sørensen har alligevel overvejende positive tanker
forud for 2005.
- 2005 bliver et år, hvor mange store projekter bliver færdige i
Stubbekøbing.
- Her tænker jeg på vores nye plejecenter, vores mange nye
sommerhusgrunde og byggegrundene ved Ådalen og Alslevvej, siger han og
tilføjer:
- Det er lovende projekter, som kan få stor betydning for kommunens
fremtid som bosætningsområde, siger han og opsummerer dermed sin
kongstanke om Stubbekøbings rolle i storkommunen.
Stubbekøbing skal nemlig fortsat være en god by at bo i - både for
sine nuværende borgere og for de kommende tilflyttere nordfra. |
Retur |